De 10 og (ikke meget) andet

Vi er hvad Naser ikke spiser. Det bliver tydeligere og tydeligere som dagene går efter Guldbrandsens film om partiet, der troede på forandring og drømmen om et gennembrug i dansk politik. Men ikke kunne eksekvere, da det kom til stykket.

Vi står alle – og ikke mindst medierne – i kø for at tilbyde vores meninger og holdninger i bagklogskabens klare lys. Alle aviser fra Information til Ekstra Bladet morer sig bekosteligt over de tre stifteres forsøg på at gøre en forskel. Det er så dejligt gratis at lave sjov med taberne, som er et let bytte. Vi ser selv folk som Engell snakke om politisk selvmord og derefter grine fjoget! Vi ser politiske kommentarer og sofapolitikere bestræbe sig på at finde så mange nedsættende gloser som muligt.

Det vidner om underskud. Vi er begyndt at se verden ud fra et Qvorstup synspunkt. Vi laver hellere pis med folk end at bakke dem op og støtte dem, når noget går galt. ’De har jo selv valgt det’, syntes mantraet at være gang på gang. ’Det er deres egen skyld, de kunne bare have ladet være med at stikke snuden frem’.

Jeg ser ingen give de tre stiftere kredit for at forsøge at gøre en forskel, forsøge at bryde ud af mængden, og forsøge at gøre noget skelsættende i dansk politik. Jeg ser kun folk, der griner hånligt og er bedrevidende.

Vi bliver nødt til at løfte os op på et højere niveau. Og ikke kun i forhold til partiet, der aldrig blev hvad vi havde håbet. Men på alle områder i samfundet. Støt ikke kun vinderne, men også taberne.

For ellers bliver vi bare ved med at være nogle svin, der kun elsker vinderne og ikke vil have noget med taberne at gøre – med mindre det er for at latterliggøre dem.