Det fede ved de 11 steder jeg har boet de sidste 20 år
Jeg har været lidt omkring i KBH de sidste 20 år. Faktisk 11 forskellige steder. Og hvert sted har haft noget specielt. Frederiksberg og indre og ydre KBH har jeg undgået, og har holdt mig til 2100, 2200 og 2300. Læs hvorfor:
- Chr. Svendsensgade (2300) - En sidegade til Holmbladsgade i slut 90′erne før Ama’r blev moderne og overfyldt med lejligheder med altaner og overskudsbeboere. Overboen - en 17 årig knægt var sindsyg og gik på druk, sniffede og holdt fest dagligt. Faren - som var vicevært - holdt hånden over sønnen, der gentagne gange var nede med et baseballbat og truede os med bøllebank, hvis ikke vi holdt igen med vores brokkerier over musikvalget. Men vi holdt stand - mig og min roommate. Det bedste ved lejligheden var, at den bestod af 2 værelser med brusekabine i mit værelse. Så jeg ku’ se alt!
- Jagtvej (2200) - Ikke langt fra nummer 69 hyggede jeg og en masse andre sig gevaldigt i et par år, da vi så småt begyndte at studere. Især den totalt smadrede ALDI på Jagtvej var vi meget fascinerede over. Alt var frossent eller i dåse.
- Gl. Kalkbrænderivej (2100) - Man skulle ikke tro det i dag: lige i Østerbros hjerte lå små listige skure med røde lys, hvor man kunne købe hash (har jeg fået at vide og jeg inhalerede i hvert fald ikke noget). De er senere jævnet med jorden og nu ligger der noget af de lækreste andelsboliger på Østerbro. Hashen kan stadig findes, men der skal du til ydre Østerbro. Det bedste ved Gl. Kalkbrænderivej var selve navnet på gaden, der - når man har fået en over tørsten - ikke kan udtales. Jeg formåede aldrig at komme hjem fra byen i en taxi - jeg endte altid med at gå.
- Lille Fredensgade (2200) - To-tre opgange i tre etager er hvad denne gade kan prale med. Og et pizzaria og et bodel. Brugte det første mest. Og det var alligevel også det bedste.
- Nørrebrogade (2100) - Midt i Kebab himlen lige overfor Assistens. Mere kan der vel ikke siges.
- Hyltebro (2100) - 46 m2, to mand og brusekabine i mit værelse (der var den igen!). Så kører det. Og det gjorde det i flere år. Alle ved musikken (eller i hvert fald drengene) boede i opgangen og dermed var aftensmaden klaret ved at gå og snuse ind ad brevsprækkerne. Dér hvor det duftede var der, man bankede på. Det slog aldrig fejl. Der var dér, det nu hedgange fodboldhold RealTeamHylteBro (RTHB) blev skabt. Det blev til fem sæsoner, gode kasser og en bunke sejre. Savner det sgu’.
- Røddinggade (1735) - Og så blev det alvor. Bebs og kone på Vesterbro ved Enghave Plads. Gode cafeer på Halmtorvet. Men kanylerne fik os til at flytte østpå.
- Ndr. Frihavnsgade (2100) - Lige overfor Kervan. En af de bedste grønthandlere i byen. Still is. Pissehyggelig lejlighed, men lige pludselig kom Willer og så var lejligheden for lille.
- Silkeborggade (2100) - Så nu skulle vi have plads. Men det gik ikke. Så et år efter flytning igen.
- Marstalsgade (2100) - En af de lyseste lejligheder i byen og med udsigt til Romantica. Stedet hvor kendisser mødes til et put. Gymnasiepiger møder ind på ‘arbejde’ om formiddagen og derefter går det slag i slag imens mænderne parkerer deres store øser udenfor. 20 minutter senere kører mænederne hjem til familien efter en veloverstået omgang ‘overabejde’ med en pige på under 24 år. Og så alle de kendisser. Jeg fatter ikke de gør det. Alle kan spotte dem. Men det er god terapi at sidde ved vinduet og se om man kan genkende nogen, når de smutter ind til Romantica.
- Østerbrogade (2100) - Den foreløbige endestation med fri udsigt til lokal Skjold fodbold, Park, Parken og Øbro hallen. Og masser af plads…
