URBANblog

10 superekstreme jeg ville have gjort inden 35½. To af dem lykkedes

Det var med stor overbevisning i stemmen, at jeg havde planlagt at gennemføre 10 super svedige ekstreme ting inden jeg fyldte 35½ (http://kristianf.urbanblog.dk/2008/08/08/10-superekstreme-ting-jeg-vil-g%c3%b8re-inden-jeg-blir-35%c2%bd/).

Med motiviationen i top gik jeg ind til opgaven, som kun Vocaloca kan gøre det. Og jeg fejlede slemt. Jeg lykkedes kun med to ud af 10. Det gi’r en hitrate på 20%; ikke meget i en tid hvor man helst skal køre 110%.

Læs nedenfor hvilke jeg hev i land og hvilke jeg må lade ligge til en dag, jeg får hår på brystet. 

1.  Gennemføre et DHL-løb i ét stræk
No go. Jeg måtte sande, at grundformen ikke var som forventet, og efter et par træningsløb langt fra den fulde distance, meldte jeg mig syg. Jeg mandede mig dog op og gik ned i Fælledparken, men mest for at tage for mig, af de lækre ting, mit arbejde havde stillet i udsigt til de aktive (og mig).

2.  Svømme over peblingesøen uden at røre bunden (eller blive nappet af en af svanerne)
Øhh… Har lige glemt hvad dette egenligt var for noget. Men det må være et No go. Svømmede i Charlottehaven iført obligatorisk badehue i deres 20 meter bassin, men stoppede efter 2½ bane.

3.  Tage 1A’eren igennem KBH fra start til slut
No go. Det er kun de allermest ekstreme folk, der kunne finde på at sidde to timer i en proppet bus til ingen verdens nytte.

4.  Købe frugt i Fakta på Århusgade
No go. Det tætteste jeg kom, var da jeg købte frugtvingummier. Frisk frugt i Fakta på Århusgade er ligeså usandsynlig, som at socialdemokratiet kommer til magten ved næste valg (sorry to say, Helle).

5.  Bruge over en time i WaterFront
GO. Det lykkedes mig at bruge over en time i WaterFront. Takket være OVSA restauranten, som serverede fantastisk brunch til både mig og sønnike. En perle. 

6.  Barbere mig dagligt i to uger
No go. Klart det mest ekstreme punkt. Selvom jeg har købt barbergrej til næste årti, har jeg ikke formået at barbere dagligt - endsige ugentligt.

7.  Holde mig fra slik i en uge
No go. Jeg holdt i to dage inden jeg røg ind i nogle uimodståelige lakridser, vingummier og chokolade.

8.  Ikke tænde pc’en to aftener i træk
GO. Jeg var en uge i Tisvilde og havde ikke min pc med. Det skyldtes dog primært at den skulle opgraderes på arbejde. Jeg har først fået den i aften efter 8 dage. Snak om abstineser, der kan få Jokeren til at ligne den skoledreng fra Hillerød han er.

9.  Tro på at cykelsporten er ren
No go. Dagen efter jeg satte mig dette ekstreme mål, blev en olympisk cykelrytter knaldet. Og nu skal Amstrong op på jernhesten igen. Det stopper aldrig. 

10. Ikke snakke om vejret i fireogtyve timer
No go. Det er ikke praktisk muligt.  

1 kommentar

  1. lego d. 16. september 2008

    Det gælder vel langt hen ad vejen om at finde the silverlining på alt…

    På den måde, har jeg ofte smilet over hvor mange variationer Fakta i Århusgade, kan køre over “grønne” grøntsager… - Omend de lægger sig op ad de blå og turkise nuancer. :-)

Skriv en kommentar